Månedens tip

Denne måneds tip er mere eller mindre blot et godt råd til alle jer volleyspillere, der ligesom mig render rundt med klamme, stinkende sko og knæbeskyttere. Brug juleferien til at få vasket alt volleyudstyret, så det er klar til et nyt år. De fleste typer knæbeskyttere kan godt tåle maskinvask ved 40 grader, så de er nemme at vaske – og gør det gerne oftere end hver halve sæson!

Dine volleysko er en lidt anden snak. Mange sko kan godt tåle maskinvask på 30-40 grader uden de tager skade, men vil du være helt på den sikre side, kan du vaske dem i hånden i stedet. Om dine sko må komme i vaskemaskinen, kan også afhænge af hvilket mærke de er, da de forskellige mærker bruger forskellige materialer. For eksempel tåler Mizuno ikke så godt maskinvask, så det er en god ide at bruge din gode ven Google inden du kaster skoene i maskinen. Du kan nemt vaske dine sko i hånden med lunkent sæbevand, men ligegyldigt hvordan du vasker dem, er det bedst at bruge vaskepulver med så få kemikalier som muligt for at skåne skoene – og dig selv.

Når dine sko skal tørre, må du IKKE proppe dem i en tørretumler, da det kan ødelægge materialerne. Det bedste er bare at lade skoene lufttørre, og du kan med fordel proppe lidt avispapir i snuderne, så skoene tørrer hurtigere og holder deres form.

God vask og godt nytår!

Månedens tip er skrevet af Michelle Hemmingsen.

By | 2016-12-30T18:58:18+00:00 30. december 2016|