Månedens tip

Ny på volleyball-banen?

Her er, hvad du skal vide

Er du helt ny til volley, og gerne vil lære nogle af de mest basale udtryk og regler at kende så læs med her.

Fordeling af spillere på banen:

Man er 6 spillere på banen fordelt mellem 3 spillere foran og 3 spillere bagved.

Nettet:

Det er forbudt, at røre nettet når bolden er i spil og sker det, så vil modstanderne få et point.

Pointsystem:

I en volleyballkamp spiller man bedst ud af fem sæt. I hvert sæt spilles der til 25 point – dog skal der vindes med minimum 2 point. I det afgørende sæt, hvilket kan være enten 3. eller 5., spiller man kun til 15 point – også her skal der vindes med minimum 2 point.

ASV Volleyball

Tøjet:

Herrer spiller typisk i shorts og t-shirt, og kvinder spiller typisk i tights og t-shirt, men det er selvfølgelig helt op til dig, hvad du har lyst til at træne i. Desuden er det en god idé at investere i et par knæbeskyttere, som beskytter dig mod hårde stød fra gulvet, når du kaster dig efter bolden.

Slagene:

Baggerslag: Et af de tre basale slag, som du får brug for banen. Det er typisk den første, der modtager bolde med et baggerslag.

ASV Volleyball

Fingerslag: Nummer to i rækken af de tre basale slag er fingerslag, som typisk også er dét slag, man bruger når man er den 2. person til røre bolden. Denne person vil med sit fingerslag ”hæve” bolden ud til en af sine medspillere.

Smash: Det tredje slag er det slag, hvor du skal slå bolden over på den anden side af nettet – det gør man ved at lave et tilløb, springe op i luften, og slå bolden ned på den anden side af nettet.

Det er den ideelle måde at spille volley på, men det er selvfølgelig ikke altid sådan tingene går.

Jeg håber, at denne lille guide har været til hjælp for nogen – vi ses i hallerne og god træning!

– Camilla Karlshøj, ASV DSD2

 

By | 2017-08-31T09:34:31+00:00 31. august 2017|