1DH: Aaig – ASV 1-3
13.01.10 · Udskriv
Efter en kop kaffe og en køretur til Aabenraa sidder vi i omklædningen og gør vi os klar til forårets første kamp. Vi snakker bl.a. om fokus, koncentration, vilje og seriøsitet, da det banker på døren og Aaig Volley spørger om vi har et kampskema med? Tilsyneladende er skemaet blevet glemt derhjemme og klubben har ikke et ekstra i hallen.
Aaig volley sender derfor en spiller af sted efter et skema, og vi får at vide at kampen kan startes kl. 13.15. Kl. 13.00 sætter dommerparret smashopvarmningen i gang, men kl. 13.09 slår vi stadig på position 4 og begynder at undre os en smule. Det viser sig at spilleren fra Aaig bliver yderligere 5-10 min forsinket, men dommerparret gør sig ikke den ulejlighed at fortælle os ASV-spillere om dette. Smashopvarmningen er langsomt i opløsning, da Aaig meddeler at kampskemaet vil være i hallen senest kl. 13.30.
På dette tidspunkt begynder det at være frustrerende, det er unægtelig en fuser når kampstart gentagende gange flyttes frem – og vi aftaler at nedlægge protest, såfremt kampskemaet ikke er i hallen 13.30. Dommerparret holder sig stadig passive og de 2 hold starter smashopvarmningen op igen på eget initiativ, så kampen kan startes kl. 13.30. Dommerparret holder sig passive og holdene koordinerer indbyrdes sideskift og serv. Kl. 13.33 ankommer kampskemaet, vi nedlægger protest pga. de gentagende forsinkelser af kampstart, og endelig kl. 13.35 reagerer dommerparret og kampe fløjtes i gang.
Overordnet er det uheldigt at Aaig Volley ikke har et kampskema, men som udgangspunkt er det ikke noget problem at kampstart flyttes frem. Derimod er det et problem at kampstart flyttes frem gentagende gange, og at man som spiller ikke orienteres, så man kan forberede sig fysisk og mentalt optimalt til kampstart. I en sådan lettere anspændt situation ville alle få gavn af et dommerpar, der tog lidt initiativ og forklarede holdene hvad der skal ske og hvordan kampen afvikles. I det mindste styrer opvarmningen. Det var dog ikke tilfældet med dommerne denne dag!
Selve volleykampen
Selv kampen blev ikke særlig velspillet og seværdig. Aaig Volley havde et par spillere som voldte os problemer, og som fik lov til at vinde for mange bolde på touch out, men ellers var vores sejr ikke i fare. Det var begrænset, hvor mange bolde Aaig kunne slå direkte i gulve, så langt hen af vejen var det vores eget spil der skulle holde niveau. Dommerpræstation var udmærket. Kampen endte med sejr til ASV på 3-1 (21-25, 22-25, 25-20 og 19-25).
Generelt fungerede vores spil rimeligt, når julepausen tages i betragtning. Vi har dog stadig nogle perioder og opstillinger, hvor vi taber for mange bolde. Derudover var der selvfølgelig de sædvanlige flobsere, hvor især Sir Heinrich gjorde sig bemærket med et flot baggerslag. Forhåbentlig kan et par træninger i denne uge fjerne den sidste rest af mental julehygge og fintune vores i forvejen perfekte volleykroppe, så næste bump på vejen mod top 2 kan skrælles væk.
I næste uge skal vi nemlig have revanche mod Lyseng, som ligger et par pladser under os i tabellen, men til tider kan spille fornuftig volley. Især er de gode når vi ikke kan modtage.
Vi ses i en gammel stadionhal.




Utroligt at man skal udhænges i den brede offentlighed fordi man laver et enkelt dårligt baggerslag, men tak for omtalen. Jeg skal forsøge at gengælde den venlige gestus næste gang jeg selv skal skrive igen!