Cambodia & Vietnam sommeren 2008

Signe Helms, hæver på danmarksserie damer rejste i sommeren 2008 med en veninde til Cambodia og Vietnam. Det blev til en række mails der kort og godt fortalte om nogle helt eventyrlige oplevelser og en fantastisk rejse. Læs … og døm selv

5. juli 2008

Kære alle sammen.

Så er turen begyndt og jeg sidder nu veltilpas bag skærmen i den østlige del af verdenskortet. Alt er vel og ved en kort status kan jeg konstatere at jeg det godt, Victoria har det godt, maverne er (endnu) i fin stand, jeg er indehaver af 5 myggestik – og vi har det varmt…!

Onsdag d. 2. juli satte vi os i flyet i Hamburg og landede efter en smuttur omkring Zurich 13 timer 40 min efter i Bangkok. Vi var nu fløjet ind i torsdagen og da vi gik ud i den ramte en slående fugtig varme os. Vi var således dumpet ned i regntiden i Thailand. Derefter en times bustur ind til byen der virkede enorm og hektisk og hvor vi dog relativt nemt fandt fremt i vores hostel (der lå i en baggård…!). Min bookning af senge viste sig først at være til dagen efter, men efter 5 minutter med bange anelser fandt receptionisten frem til to frie senge på det ellers pakkede hostel – sikke en lettelse(!), men det blev en varm nat uden aircon. Tiden havde sprunget frokosten over, så derfor gik vi på jagt efter aftensmad. Vi havde udset os en fin restaurant omtalt i Lonely Planet, men da virkelighed og kort skulle spille sammen og hjælpe os frem til restauranten gik det galt. Maverne knurrede fortsat, og til sidst gav vi op og fandt et gadekøkken. Vi fik det lækreste thaimåltid for den nette sum af 6 kr. og maverne tog vel imod.

Torsdag d. 3. juli – tidligt op for at komme videre på rejsen til Cambodia…For at være helt præcis så en time for tidligt op, da jeg havde fået stillet mit ur en time for langt frem. Bravo. Fin bustur til grænsen til Cambodia – og så blev det skørt. Med tuk-tuk videre de sidste 10 km hen til grænsen derfra på gåben fra asfalt i Thailand til mudder i Cambodia.

Hvilken forskel og hvilket første indtryk! Allerede på grænsen så vi mennesker med manglende lemmer der har været udsat for nogle af de mange landminer der stadig ligger i landet. Helt forfærdeligt. Ud over det var grænseområdet et kæmpe cirkus med mennesker der ville hjælpe, tigge, sælge mv. En mand præsenterede sig som regeringens mand og efter nogen skepsis gav vi os. Han sørgede for at vi kom gennem stempling af pas og ind i en regeringsbetalt bus der kørte os 200 meter længere hen gennem mudderet – super, tak Cambodianske Folkeparti. Derfra gik det med taxi i 3,5 time på den værste vej jeg nogensinde har set – det første stykke var meget mudret pga. regn, og herefter blev jordvejen så mere fast. Kæmpe huller i vejen – en ægte bumpy road – hvilket dog ikke hindrede vores hyggelige chauffør i at køre 80 km/t det meste af vejen. Ind i mellem kom små stykker asfaltvej som regeringen er ved at bygge. Mit bud på at de ligger så spredt er at regeringen derved kan fortælle flere at de gør noget ved sagen – og det er der ingen tvivl om at de gør. Langs med hele vejen hang skilte der på både cambodiansk og engelsk fortalte at det Cambodianske Folkeparti var i gang med at bygge veje og i det hele taget er der ‘reklamer’ for dem alle vegne.

I dag har vi været ude at se det store ruinkompleks Angor Wat der ligger 6 km fra byen Siem Reap. Vi har haft en skøn dag med vores to lejede cykler og er både trætte og beskidte efter en hel dag med sved og støv. Tror dog at lidt af den brune farve sidder ved selv efter badet. Det har været en stor oplevelse at gå rundt i junglen og se de fantastiske ruiner. Utroligt store, velholdte og ikke mindst imponerende!

I morgen ville vi have taget båden til Phom Phen, men da det ikke har været regntid længe nok er der ikke nok vand og vi må pænt tage bussen. Er dog blevet lovet at vejen dertil er meget bedre end fra grænsen, så nu må vi se.

10. juli 2008

Så har vi sagt farvel til Cambodia (…og Goodmorning Vietnam -kunne ikke holde mig fra denne platte kommentar som vores medrejsende guide glad proklamerede ved grænsen). Vi er nu i Ho Chi Mihn City (eller Saigon som alle de lokale kalder den) og kort status lyder: alt (inkl. maver og humør) vel.

Fra Siem Reap kørte vi (nødsaget) med bus til Phom Phen som er ovedstad i Cambodia og som har dannet rammen om rigtig grimme begivenheder under Pol Pots styre for blot 30 år siden. Må med det samme udtrykke min beundring for dette folk som har været så meget igennem, men til trods stadig er utrolig venlige og hjælpsomme (også når der ikke er penge involveret) og man mødes hele tiden med nysgerrige og smilende blikke.

Samme dag vi nåede til Phom Phen tog vi ud til Killing Fields, som er det sted 15 km uden for byen, hvor titusinder formodede truende eksistenser blev grusomt henrettet i de 3 år og 8 måneder hvor Pol Pot regerede landet. Det er ubeskriveligt hvad der har fundet sted og der er ingen tvivl om at der hviler en tung skygge over dette sted. Der er stadig rester fra ofrenes tøj at se rundt omkring på stedet og af de mange massegrave er kun omkring halvdelen gravet fri. Dette styre har langt hen været mere grufuldt end Nazityskland. Dette kom blandt andet til udtryk i Toul Sleng-fængslet hvor ofrene blev tortureret på de værst tænkelige måder inden de blev kørt i lastbiler ud til Killing Fields, hvor de endte deres dage. Dette fængsel besøgte vi efter turen til Killing Fields og der var bestemt meget at fordøje da vi kom hjem. Pol Pot ryddede byerne, dræbte intellektuelle, munke, lærere, ja i det hele taget meget af befolkningen i byerne. Helt utroligt hvordan et land kan komme videre fra det og oveni købet smile imødekommende til turister med noget bedre skæbner.

Dagen efter besøgte vi et buddhistisk tempel hvor størst indtryk nok blev udgjort af de invaliderede mineofre som holdt til her og som sad og tiggede på trappen op til templet. Dette tempel var forbeholdt turister og lokale var således ikke rigtig tilladt på stedet – jeg tænker lidt at disse mennesker som en slags almisse fik lov at sidde på stedet og derved få lidt håndører af forbipasserende turister. Puha. Samme eftermiddag var vi også inde at se det kongelige palads, men det er lidt som om at mange af disse sights virker tomme og ligegyldige efter at vi har set skrækkelige billeder af de begivenheder der fandt sted i Tuol Sleng (som i øvrigt var en skole inden Pol Pot-regimet omdannede den til helvede på jord). Fra børneleg til…

En opløftende begivenhed denne dag var dog at vi kom i snak med en orange munk. Utrolig sød og dygtig til engelsk, og meget herligt at han overhovedet havde lyst/måtte snakke med os. Han spurgte om vores e-mailadresser, så vi håber han en dag vil skrive til os – kunne være så skægt og ikke mindst super interessant med en Cambodiansk munk som penneven.

Tirsdag morgen (8/7) stod vi tidligt op og tog ned til Mekong floden for at finde en båd som kunne sejle os til Vietnam. Da det endelig lykkedes os at finde en båd der ikke var super fancy (og super dyr) viste det sig at bussen som skulle køre passagererne til havnen lige var kørt – den herlige fyr fra bureauet ringede til chaufføren der vendte om og kom tilbage og hentede os. Det viste sig at der kun var 3 andre der skulle med samme båd, så vi blev vartet godt op. En fantastisk flot tur på Mekongfloden. Et stop ved grænsen hvor vi skiftede båd (Cambodianere har svært ved at få visum i Vietnam) og sejlede ind i en biflod hvor vi kom endnu tættere på livet ved floden. Alle steder stoppede folk op i det de var i gang med og smilede og vinkede. Mennesker er simpelthen så søde herovre.

På båden spurgte citerede guide om vi ville være søde at hjælpe en lokal engelskskole ved at komme og snakke med børnene så de kunne øve sig i at tale med vestlige folk. Vi fik hotel betalt og blev sørget rigtig fint for. Rigtig god oplevelse og også en unik chance for os til at snakke med lokale om vietnamesiske leveforhold, traditioner mv. Engelsklæreren havde læst på universitetet, men havde aldrig haft råd til at besøge et engelsktalende land, hvilket afspejlede sig i hendes til tider svært forståelige accent.

Onsdag gik turen mod Saigon, hvor jeg sidder nu, og vores tid på bumpy roads skulle vise sig ikke at ende i Cambodia. Synes næsten at denne tur var værre end turen fra den cambodianske grænse, men det skyldes sikkert bare at der var langt mere trafik.

Har allerede fået smag for den lækre vietnamesiske mad som man kan se at befolkningen også får mere af her end i Cambodia. Vietnameserne er ikke nødvendigvis tykke, men flere er på vej dertil i takt med at levestandarten øges.

Vi har i dag set mere krig og ødelæggelse – Kan godt mærke at vi snart trænger til noget mere muntert, men det  hører jo med. Vi har besøgt Reunification Palace, som er det sted Sydvietnam blev regeret fra i sin tid, og som nu bliver brugt til særlige lejligheder, men ellers fungerer som museum. Spænde at se de gamle radio stationer – inden for murene har tiden stået stille siden krigen og det er meget spænde at se dette historiske sted. Derefter til endnu et museum om død og ødelæggelse – men denne gang udført at amerikanerne… Det er ikke rare ting der er fundet sted og billederne af børn efter napalmbomber mv. vil nok følge mig noget tid endnu. Historien er ikke særlig gammel hverken her eller i Cambodia, og det er bestemt medvirkende til at beretningerne bliver meget nærværende og kryber ind under huden på een.
Der er tydeligvis mange flere turister her i Vietnam end i Cambodia og trods den korte tid vi har været her, har vi allerede samlet en masse tips om steder og oplevelser der venter forude. Det er fantastisk at rejse )

15. juli 2008

Må hellere med det samme advare om at denne mail kan blive lang, så derfor basics: Vi har det godt og er nu på vej på motorcykel op gennem højlandet.
Denne computer har på en eller anden måde fået en vietnamesisk stavekontrol som går ind og ødelægger mine ord, så hvis nogle ord er uforståelige fralægger jeg mig et hvert ánvar (se nu bare der).

Vi besluttede at tage en ekstra overnatning i Saigon og brugte den ekstra dag på en heldagstur der indebar besøg på et værksted hvor fysisk handicappede fremstillede fantastisk flotte skåle, billeder og tallerkner i lak. Derefter gik turen ud til en løjerlig kirke/tempel som hører til en religion som består af et mix af katolicisme, buddhisme og taoisme. Vi overværede deres middagsritual og det var en sjov forestilling hvor tilskuerpladserne var pakkede med turister. På en måde virkede det mest som om de udførte denne seance for vores skyld, men det kan jeg selvfølgelig ikke vide så meget om.

Derefter denne dags helt klare højdepunkt: Cu Chi-tunnelerne! Disse tunneler ligger ca 60 km udenfor Saigon og er de oprindelige tunneler som Viet Congerne kæmpede mod amerikanerne (og den sydvietnamesiske hær) fra. Fantastisk oplevelse at gå rundt i junglen, hvor bombekratere stadig er helt tydelige at se og hvor der hist og her er små nedgange hvor Viet Cong’erne h?tigt kunne smutte ned. Utrolig oplevelse at prøve tunnelerne selv – oprindeligt var disse tunneler 60×80 cm, men særligt til túiter (her skulle så have stået ‘turister’) har de udvidet 100 m til 80×100 cm.

Trods udvidelsen føles de 100m meget langt og trangt og det er slet ikke til at forestille sig hvordan de kunne bevæge sig så hurtigt. De var dæleme snedige de Viet Còng’er. Som bonus på turen fandt vi ud af at vores guide selv havde været med i krigen og havde kæmpet for Sydvietnam. Det må være så underligt at vise rundt i modstandernes lejr – især fordi alt hvad der var Sydvietnam ikke længere regnes for gyldigt. Der er fx ingen mindesmærker for de faldne Sydvietnamesere – de mange monumenter rundt i landet gælder udelukkende soldater fra Nord. Man kan mene at det er en underlige måde at vise et forenet Vietnam på…

Søndag d. 12. tog vi bussen til Dalat – en bjergby i det centrale h?ejland. Det skulle have været en bustur på omkring 6 timer med airconditioning, men vi startede dagen med en bus der ikke kunne starte, aircon-systemet var i stykker og det blev en ufattelig lang tur da bussen ikke kunne holde til at køre ret hurtigt op af bjerget. SUK! Vi nåede dog frem og fik arrangeret en motorcykeltur rundt om og i byen den næste dag med to herlige gutter fra Easy Riders.

Det blev en rigtig spændende dag med Quan og Tu. Quan er Victorias høje chauffør der kóntant snakker og griner over hele hovedet – Tu er min lille hyggelige gut, som er lidt mere genert men også frygtelig gerne vil snakke og fortælle.

Dagen bød på vandfald, fantastisk bjergnatur – lidt a la alperne, kaffeplantage, udsigt over dyrkning af grønsager på terrasser, blomsterdyrkning og masser af vind i håret (vel og mærke det hår som stak ud af hjelmen ). Vi blev så bidte af det at vi hoppede på en 4-dagestur op gennem det centrale højland med endestation i Hoi An.

Turen startede i går hvor alt vores bagage blev pakket på motorcyklerne. Heldigt for ømme numser (eller ‘monkeybuttoms’ som Tu kalder det) har de to herrer som både fungerer som chauffører, veltalende engelske guider og tolke indlagt mange pauser med tid til at se det rigtige Vietnam med besøg på blomsterfarme, silkeproducent + fabrik, stort vandfald (med halsbrækkende klatretur ned til udsigtsposten), to minoritets familier her i højlandet, rishøst, svampefarm osv.

Dette område er næsten fri for turister og det er en fantastisk måde at se landet på. Helt sikkert de ømme haleben værd.

Endnu en herlig ting ved at rejse med disse to gutter er: maden! Den vietnamesiske måde at gå ud at spise på er at bestille lidt af det hele til deling og de er kyndige guider i at instruere i hvordan vi skal gribe det an. Smager herligt og er super sjovt.

I dag har været endnu en dag på cyklen og jeg lovpriser Tu over at han har sat en ekstrablød pude på mit sæde. Vi har set mindesmærker for Nordvietnamesiske soldater, resterne af en bro der blev sprunget i luften i krigen, bjerge hvor amerikanerne hældte kemikalier ud over for at fjerne vegetation og som stadig er ødelagt. Lidt græs er begyndt at vokse der, men man ser ingen træer eller større vegetation – utroligt at det stadig kan være så ødelagt efter 40 år! Uhyggeligt. Mere uhyggeligt er at disse kemikalier den dag i dag er skyld i at der på egnen jævnligt fødes misformede børn…

Vi har også besøgt et børnehjem, hvor 200 børn bor. Disse børn er enten forældreløse eller også er familien så fattig at de ikke kan have barnet derhjemme. Et trist syn med tætpakkede sovesale og næsten intet legetøj. Sidst har vi været ude at besøge flere minoriteter. Her blev det klart for os hvor få turister der kommer her – bo?rnene var bange for ós fordi vi v?r høje og hvide, men endte til sidst med at bløde lidt op da vi lokkede med slik. Synes også at det v?r vældig skægt at se sig selv på mit kamera.

Området er meget tilbagestående og det mest benyttede transportmiddel her er en oksekærrer – vi er vel sat 150 år bagud i tid.
Jeg har prøvet at fatte mig i korthed, men jeg kan se at det ikke lykkedes. Vi oplever så utrolig mange ting på denne rejsefacon at det er svært at få det hele med i denne mail, men også umuligt at gøre kort. Det er en fantastisk måde at rejse på og der er utrolig mange indtryk der skal fordøjes efter sådan en hel dag og det er bestemt ikke kun numserne der er trætte nu.

30. juli 2008

Nu er turen ved at være færdig her i Vietnam og vi har oplevet utrolig meget. Vietnam er et fantastisk (smukt) land og selvom vi har været rundt er der stadig en del steder det kunne have været rigtig spændende at besøge.

Den sidste dag på motorcyklen blev som de tre foregående – en tæt oplevelse af det ‘rigtige’ Vietnam. Vi stoppede i en lille landsby for at få en forfriskning ved en lille cafe der var eget af en dame i 30-erne. Hun havde mistet sit ene ben og 10 ud af 12 søskende under en amerikansk bombning og levede nu et nogenlunde liv her. Det var endda lykkedes hende at blive gift, men pga det manglende ben havde det været svært for hende at finde en mand som ville giftes med hende. Sikke en skæbne, men Quan kendte hende og fortalte at han altid holdt ind her når han var på tur for at støtte netop hendes biks.

Senere stoppede vi i en anden landsby hvor en pige på 17 overtog guiderollen og fik øvet sit engelske mens hun trak os rundt i naboernes huse og lærte os at lave røgelsespinde. Stor storhej for de vestlige piger )

Vores motorcykeltur sluttede i Hoi An og det var næsten med bævrende hjerter at vi måtte sige farvel til vores to herlige chauffører.
Hoi An er en virkelig hyggelig by – en meget par-agtig by må man sige – som er fyldt med skræddere og hvor det er muligt at få syet alt tøj til næsten ingen penge. I hvert fald når man tænker på at det er syet efter mål. Den første dag kom vi ikke meget længere end til en af de store skrædderbutikker, hvor vi fald i svime og drømmende fik taget mål til vinterjakke, kjoler og nederdele.

Hoi An blev med sin charme også byen hvor vi holdt lidt tiltrængt ferie og slappede af midt i vores rejsen. Varmen var tydeligt mærkbar nu hvor vi var kommet ned i lavlandet og derfor var det helt vidunderligt at komme ud til havet og blive kølet en lille smule af. Dagene gik med at finde gode restauranter med lokal mad, svømme i havet og prøve det syede tøj og det var herligt at koble af.

Det var lige ved at vi glippede vores bus ud af Hoi An da vi havde hørt forkert på vores receptionist der havde arrangeret busturen til Hanoi. Heldigvis var vi netop i gang med at tjekke mails inden vi ville ud og gå en sidste tur i byen da bussen ankom. Vi måtte med huj og hast (og uden at kunne nå at få hentet vores bestilte sko) ind i bussen og af sted – sikke en afsked.
Natbussen var ikke just den bedste soveoplevelse, så vi var noget trætte og udkørte da vi kom frem til Hanoi kl. 5 om morgenen d. 21. juli. Vi kunne knapt komme ud af bussen for alle de ivrige taxichauffører der råbte, skreg og hev i os allerede inden vi havde sat foden på jorden. Meget uoverskueligt og især da disse har ry for at være fulde af fup og kan finde på at køre turister til forkerte adresser og insistere på at man ser deres hotel – og nægter at køre videre! Sådan endte vores tur også, men heldigvis var vi i det rigtige kvarter i byen, så fornærmede (og trætte) gik vi i protest vores vej og fandt efterhånden vejnavnene på kortet og fandt hen til vores hostel. Sikke en morgen – og den var ikke engang 7 endnu. Da vi ikke kunne tjekke ind før kl. 11 tog vi ud til Hoa Lu-fængslet som var et af de eneste museer der er åbne i Hanoi om mandagen. Det var stedet hvor de fæle franskmænd holdt heroiske revolutionære vietnamesere fængslet under kummerlige forhold og hvor vietnameserne siden selv under den amerikanske krig holdt tilfangetagne piloter som fine gæster. Et pragteksemplar på vietnamesisk propaganda, hvilket ud over John McCains gamle uniform og ejendele, var stedets mest interessante oplevelse. Et besøg i litteraturens tempel, som var som templer ofte er: overrendt af japanere som står i vejen og fylder det hele i deres store grupper med en guide i midten ;o)

Pludselig mens vi er på vej ud for at spise springer Lene og Thøger ud på fortorvet foran os – Thøger havde set os fra taxien og fik stoppet op, lidt af et heldigt sammentræf og rigtig dejligt at se dem.

D. 22. tog vi på heldagstur ud til Hua Lu og Tam Coc. Hua Lu er vietnams gamle hovedstad, som ligger helt fantastisk flot omgivet af rismarker og kæmpe klippestykker som rejser sig hist og pist rundt i landskabet. Bliver i guidebøger betegnet som Halong Bay med rismarker, hvilket må siges at være meget rammende. Det vi blev vist på denne tur var kejsernes grave/templer, men den rigtige oplevelse var klart det smukke sceneri der omgav disse medtagne templer.

I Tam Coc kom vi i en lille robåd os sejlede i en times tid en tur frem og tilbage på søen, hvilket bragte gennem tre grotter og et utrolig flot sceneri. At manden der roede båden så havde taget sin kone med til at underholde os og forsøge at prakke os souvenirs på, måtte man så tage med som en del af oplevelsen.

D. 23. blev natten hvor vi kørte til Sapa i nordvest vietnam, hvor vi skulle ud og trekke i bjergene. Det regnede da vi kom frem og alt var kaos på togstationen, hvor alle skulle af og alle skulle finde deres guider og grupper. Vi kom af sted med nogen forsinkelse og selvom den første dag mest var en søndagstur, tog sværhedsgraden til den anden og tredje dag og det blev noget af en udfordring at trekke i området.

Regnen ville ikke stoppe i den tid vi var der så de små stier vi skulle trekke på blev mere og mere mudrede og ufatteligt glatte. De første dage blev vores gruppe, der bestod af tre engelske piger og to belgiske foruden os, konstant ledsaget af små søde piger fra de lokale landsbyer som på imponerende vis kunne stå fast i deres små plastiksandaler. Skal i den grad love for at vi fik vores sag for i vores løbesko, og det blev nærmest pinligt at disse 10 og 12-årige støttede os ned at de glatte skråninger. Rollerne blev byttet og pludselig var vi børnene der skulle hjælpes ned.

Ikke overraskende gik pigerne ikke denne tur blot fordi de ville vide hvor mange søskende jeg havde, hvor gammel jeg var og hvor jeg var fra. I slutningen af dagen måtte vi pænt ”betale” for hjælpen ved at købe deres medbragte små armbånd mv., og det var fuldstændig fair. Nævner det egentlig kun som et eksempel på hvordan nordvietnameserne inkl. minoriteterne ofte kontakter turister på måder så det kan være svært at afvise en handel med dem, selvom man slet ikke er interesseret i deres varer.
Pigerne i vores gruppe tog tilbage den anden dag, så pludselig var Victoria og jeg på tur alene med vores guide – privat tur, som vi ikke lige havde regnet med, men det gjorde jo ikke så meget.

I slutningen af den anden dag kom vi frem til en by hvor de havde en varm kilde man kunne bade i – så dejligt at få vasket alt mudderet af og blive om ikke ren, så i hvert fald renere.

Den megen regn i Sapa havde forårsaget et mudderskred længere nede af jernbanen, så vores tog tur startede med en længere bustur efterfulgt af kaos på en mindre togstation der slet ikke var gearet til alle disse mennesker. Hold da op – det blev en lang tur hjem for trætte piger.

De mange limsten står som store spredte klipper i bugten og det er et fantastisk syn – minder meget om Færøerne eller Norge faktisk. Vi sov ombord på en trestjernet båd den første nat og var også ude at sejle i kajak ind i en grotte der førte ind i en lagune. Så utrolig smukt. Der er egentlig ikke så meget at sige om denne tur ud over at den var så utrolig smuk og vi nød både udsigt, kajakture, badning i de fantastiske omgivelser, en tur til Monkey Island – der som navnet antyder, er en ø med aber. Aberne er meget vant til mennesker og tåbelige japanske turister fodrede dem med chokolade, chips og andre dårligdomme.

Fejrede fødselsdag for en af de engelske fyre vi havde mødt undervejs på turen i går aftes og det var i det hele taget en skøn tur med søde mennesker og fantastiske omgivelser. Man forstår at dette sted er nomineret til et af verdenens nye 7 vidundere (men vil dog holde fast i at jeg synes at området ved Oslo-fjorden hvor mine bedsteforældres hytte ligger også bør nomineres).

Har nu en enkelt dag tilbage i Hanoi i morgen, hvor vi skal have aflagt et besøg hos Ho Chi Minh – eller uncle Ho, som de kalder ham herovre ;o)
Kun en uge tilbage før vi sætter fødderne på dansk jord, så vi skal lige ud at have det sidste af Hanoi og siden Bangkok med inden det hele er slut.

Mange varme tanker fra Signe