ASV nyhedsbrev nr 1 oktober 2009
14. October 2009
Hermed det første af i alt fire nyhedsbreve som ASVs bestyrelse udgiver i løbet af sæsonen.
I nyhedsbrevet vil bestyrelsen informere om klubbens situation generelt, vigtige beslutninger og kommende arrangementer.
Du kan hente nyhedsbrevet her.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Voleyball
Elitedamers første sejr
14. October 2009
Vi var alle spændte på lørdagens kamp mod Gentofte, hvor vi havde sat næsen op efter en sejr. Vi havde en revanche til gode efter at have tabte til dem i pokalen.
1. sæt var spændende og en tæt affære, hvor vi fulgtes ad pointmæssigt. Vi spillede godt og hev første sæt hjem med cifrene 25-23.
2. sæt lignede meget første sæt, hvor de to hold skiftedes til at tage føringen, men vi vandt igen med cifrene 25-23.
Nu, da vi var foran 2-0 i sæt, snakkede vi om, at vi ikke måtte gå ned i 3. sæt, som man nemt kommer til.
Vi startede godt ud i 3. sæt og førte også på et tidspunkt 9-13. Desværre gik vi kolde i modtagningen, og ingenting lykkedes lige pludselig. Vi gik mildest talt i stå, og Gentofte vinder 3. sæt 25-19.
Til vores store frygt kommer vi fra start meget bagud i 4. sæt, men med god fight og holdånd får vi kæmpet os tilbage. Afslutningsvis var det spænende, men i de sidste bolde er det os, der får overtaget og vinder 4.sæt 25-22 – og dermed kampen 3-1 i sæt.
Det var vores første sejr i Eliten. Nu er vi opsatte på at vinde endnu flere :-)
Vi var meget tilfredse med vores spil, og vi synes, det var en sjov kamp at spille.
Tak til vores tilskuere som bakkede os godt op!
Skrevet af Iben Kristensen
Nye træningstider fra uge 42
11. October 2009
ASV oplever i øjeblikket så stor søgning på herrersiden, at vi har oprettet et decideret Jyllandssseriehold.
Holdet skal naturligvis have et sted og træne og valget er faldet på Viby Hallen om mandagen og Atletion om torsdagen. Det går desværre ud over EDD og 1DH, som dermed får reduceret træningstiden om torsdagen.
Som følge oprettelsen af holdet er træningstiderne blevet opdateret. De nye træningstider kan ses her.
De nye træningstider er gældende fra og med uge 42.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball
AUS tilbyder igen i år byens bedste og mest legendariske skitur
9. October 2009
AUS tilbyder igen i år byens bedste og mest legendariske skitur
Skitur 2010 – uge 5 til Avoriaz for kun 3895,-
Prisen inkluderer:
- 6 dages liftkort til et suverænt, højt og varieret område med 280 pister svarende til 650 km.
- Ophold i gode lejligheder i centrum af Avoriaz og tæt på pisterne
- Luksus hvilebus med TV / Video / DVD og minibar
- AUS’ legendariske busunderholdning med banko og quiz – som altid fede præmier!
- AUS byder på et par øl eller tre på busturen til Avoriaz
- Guideservice
Skiløbet:
Avoriaz er den højest beliggende by i det enorme område ”Portes du soleil”, og med en beliggenhed på 1800 meter er snesikkerheden i top.
Området strækker sig helt ind i Schweiz og med 650 km piste er det et af verdens største sammenhængende skiområder.
Man kan tage på heldagsture til nye delområder hver dag, og den øvede skiløber finder masser af udfordringer på pister som “Le Vuanet” og den klassiske “Le Mur”. Omkring selve Avoriaz by er der desuden mange gode øvepister for begynderen og den let øvede.
Lejlighederne:
Vi kommer til at bo samlet i lejlighedskomplekset ”Alpage”, der er beliggende lige bag hovedstrøget i Avoriaz. Lejlighederne ligger 100 meter fra centrum og 250 meter fra nærmeste lift.
Lejlighederne indeholder karbadeværelse, toilet, telefon og tv (mod betaling) samt køkken med køleskab, miniovn og opvaskemaskine. Lejlighederne varierer mellem 4- og 5-personers, så vi kan garantere, at du kommer til at bo sammen med dem, du rejser med.
Byen:
Selvom Avoriaz befinder sig i et kæmpemæssigt område, forbundet af en lang række store og små skiområder, føler du altid en lokal og afslappet stemning i idylliske Avoriaz.
Byen er bilfri, så det er hestekaner og ski, der bringer dig rundt mellem de mange hyggelige restauranter, cafeer, barer, delikatesse- og skibutikker.
Transport:
Afgang (bus) fredag d. 29/1 sidst på formiddagen og hjemkomst søndag d. 7/2 hen på eftermiddagen. Der er desuden mulighed for flytransport (tillæg på 1500,-), samt ”kør-selv” (rabat på 900,-).
Tilmelding:
Tilmelding og betaling af depositum på 1000 kr. (samt evt. sygeafbestillingsforsikring på 234 kr.) foregår via hjemmesiden: www.nortlander.dk/aus
Tilmelding sker som altid efter først til mølle princippet, dog senest den 15/11.
Ved 6-dages liftkort er rejsedagene eksklusiv skiløb. Udvidelse af liftkortet kan ske mod et mindre tillæg. Udvidelse af liftkortet til 7 og 8 dage koster henholdsvis 190 kr. og 370 kr.
Kig forbi vores kontor og få en snak, skriv en mail til aus @ aus dk eller ring til en af arrangørerne:
Kåre Graversen 61792007
Thomas Højen 22594541
Anders Rask 26239405.
Nytårstævne 2009 – Ris & Ros
8. October 2009
Med deltagelse af over 250 volleyglade mennesker forløb Nytårsstævne 2009 over al forventning.
Til alle jer der deltog og til alle jer der gjorde stævnet muligt skal der herfra lyde et stort tak – jeg håber vi ses i 2010.
Vi forsøger altid at forbedre stævnet, så hvis du har idéer eller forslag, der kan gøre Nytårsstævnet 2010 endnu bedre – eller hvis du blot ønsker at give os din uforbeholdne ros eller sønderlemmende kritik, så er du meget velkommen til at skrive herunder.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball
Opdatering af hjemmesiden
8. October 2009
Som I kan se er vi i øjeblikket i gang med en opdatering af hjemmesiden. Vi vi gerne gøre plads til flere nyheder på forsiden, uden at det går ud over overskueligheden.
I forbindelse med opdateringen vil jeg bede samtlige hold om at kigge deres respektive side igennem. I den forbindelse skal I sørge for, at lægge et opdateret holdbillede ind på siden, samt opdatere den med relevant information.
I må også meget gerne skrive et kort afsnit om hvad I er for et hold – og det behøves absolut ikke at være alvorligt! Hvis I mener I er ‘ASVs badasses’, så skriver I det og måske lidt mere til ;-)
Hvis I får brug for hjælp, så sig endelig til.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball
Århus studenternes herrehold taber lokalopgør
7. October 2009
ASV fik aldrig spillet til at hænge sammen da de søndags tabte 3-1 mod et godt servende hjemmemandskab fra Lyseng.
Der var ellers lagt op til et spændende lokalbrag da bysbørnene fra Lyseng tog imod ASV. Men der var ikke meget ros til ASV spillerne efter kampen:
”Vores trup er simpelthen for smal på dagen og mine muligheder for at ændre noget i kampen bliver derfor for begrænsede” vurderede en tydeligt skuffet træner, Bo Dittmann efter kampen og forsatte:
”Da vores modtagningsspil vakler, formår vi ikke at rette op på det og det koster. Det er dog positivt at vi trods modgangen alligevel får vist moral nok til at hale et sæt hjem”. ”Det var også godt at se at når vi skiftede ind og lavede om, så kløede folk på i de lidt uvante positioner.”
ASVs bedste på dagen, hæveren Thomas Stampe, der i kampen måtte korrigere en del for popcornsmodtagninger, var afgjort heller ikke tilfreds med kampens udvikling og lænede sig undervejs op af en advarsel pga. frustrationer.
Centerspilleren Jesper Thomsen udtalte efter kampen: ”Det er tydeligt at se på vores spil, at vi kommer fra en klub med højt til loftet” med reference til Stadionhallens meget høje loft og Rundhøjhallens meget lave samme. ”Vi ender med at blive for forudsigelige i angrebet, når modtagningerne ikke ligger stabilt – Der kommer for meget over kanterne og det bliver for let for Lyseng at dæmme op.”
Både ASV og Lyseng er oprykkere til 1. Division. Forrige sæson mødte de to mandskaber hinanden to gange i 2. Division – begge gange med klare sejre til ASV.
Sætcifre: 25-20, 25-15, 20-25, 25-19.
Elitedivison Damer: ASV – Fredriksberg 1-3
7. October 2009
Vi drog af sted tidligt søndag morgen fra Musikhuset i en dejlig 22 personers bus. Den 4 timers lange tur blev flittigt brugt til opladning inden kamp. Vi havde alle medbragt en pude, så den første time gik med at sove, derefter indtog vi et solidt måltid mad, så var det i hvert fald på plads. Men så gik den heller ikke længere. Martin tog styringen, og vi skulle se video af vores modstandere. Vi fik luret profilerne af og fandt deres huller, så vores taktik blev klar. Derefter stod den på mentaltræning. Guidet af Martin tog vi på en tur gennem volleyballspillets nydelige facetter, og vi spillede alle som en drøm. Vi ankom til hallen, hvor det skulle blive virkelighed!
1. sæt: Følges vi pænt ad hele sættet og vores servepres holdt dem fra deres foretrukne angreb. På vores side af nettet kunne man se, hvad der var arbejdet på i ugens løb: gode angrebsløsninger fra kanterne, aggressive centere, stabile modtagninger og hævninger. Dog alligevel vandt de snævert 25-22
2. sæt: Vi kom foran fra starten og spillede som ét hold. Man kunne se den mentale drøm blev virkelighed, Fredriksberg lavede fejl men gav stadig ikke op. Vi vandt dog fortjent sættet 25-23, og det eneste man kunne høre i hallen var: ”A klap S klap V klap klap klap klap”
3.sæt: Fredriksberg lagde bedst ud, men hurtigt kommer vi op at føre, så hurtigt at sekretærene ikke kunne følge med. Pointtavlen blev bagefter, og de vælger så at rette kampskemaet til, så vi mister 2 point! Dette er ikke i orden, og jeg gider ikke at skrive mere om dette sæt, som vi tabte 21-25.
4.sæt: Vores servepres falder desværre, men vi laver også en runde, hvor alle lige skal lave en fejl. Vi indhentet point i løbet af sættet, men det var ikke nok. Vi tabte skuffede 21-25 og kampen 3-1!
Det er fedt, at vi som oprykkere kan spille lige op med hold som Fredriksberg. Men vi er ikke tilfredse endnu, kun mere sultne! Så vi tror på den første sejr mod Gentofte hjemme på lørdag klokken 14:00. Vi ses
Husk at betale kontingent …
6. October 2009
Det er stadig ikke alle, der har husket at betale kontingent for første halvdel af sæsonen 2009-2010 – og det selvom fristen var d. 15. september!
Hvis du er én af de glemsomme, så kan du se her, hvordan og hvor meget du skal betale.
Skynd jer at få det gjort, ellers vanker der et tillæg på 100,-
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball
Træning uge 42 (efterårsferie)
5. October 2009
Følgende haller har åbent i uge 42:
Viby Stadion, Hal 2
Atletion, Lille Stadionhal
Nørre Boulevard
Træning i disse haller foregår efter træningsplanen.
Al træning på Søndervangsskolen er aflyst i uge 42.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball


