Tak for i år!
December 31, 2008
ASV rundede traditionen tro året af med det legendariske nytårsstævne – 2 dage med masser af volleyball og masser af fest!
Nytårsstævneudvalget – I ved selv, hvem I er, og det gør jeres holdkammerater forhåbentligt også – har lagt utrolig mange kræfter og timer i årets stævne, og æren for et velfungerende stævne med masser af gode kampe og glade deltagere tilfalder dem.
Mange ASV hold havde praktiske opgaver i forbindelse med årets stævne, og på nær et par små svipsere, som der altid er, blev opgaverne løst til perfektion. Det siger sig selv, at det kræver en enorm indsats fra alle i ASV at virkeliggøre et stævne af denne størrelse, men I gjorde det og I gjorde det rigtig godt. I kan være stolte af, at I på denne måde har placeret ASV på landkortet.
Tusind tusind tak for jeres indsats – og kom nu godt ind i det nye år
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball
Stine Grotkjær
Næstformand – ASV Volleyball
Århus Kommune Sports- og Fritidspolitik
December 31, 2008
Århus Kommune har udformet et udkast til en Sports- og Fritidspolitik gældende for 2009-2012, der danner rammen om de aktiviteter Århus Kommune sigter efter de næste 4 år.
Udkastet til den fremtidige Sports- og Fritidspolitik har været til offentlig høring i december måned.
I og med at ASV holder til i Århus Kommune, i vid udstrækning benytter sig af kommunens faciliteter og, ikke mindst, modtager et ikke helt ubetydeligt beløb i støtte, så berører politiken naturligvis også ASV. Vi har derfor valgt at udarbejde et høringssvar til Århus Kommune. Heri gør vi opmærksom på de spørgsmål, vi mener Århus Kommune bør genoverveje, og de muligheder vi mener de har overset.
I kan læse udkastet til Århus Kommunes Sports- og Fritidspolitik her.
I kan læse vores høringssvar her.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball
Stine Grotkjær
Næstformand – ASV Volleyball
Nytårsstævne 2008 – Ris & Ros
December 29, 2008
Nytårsstævnet 2008 er overstået. Vi håber, at I haft et par sjove, fornøjelige og oplevelsesrige dage … og naturligvis spillet nogle gode kampe.
Vi arbejder konstant på at forbedre stævnet. Vi er opmærksomme på de ting der fungerer, men vi især opmærksomme på de ting vi kan forbedre. Vi vil dog mægtig gerne høre jeres mening også. Skriv derfor en kommentar nedenfor, såfremt I har lyst til rose eller rise os.
Tak for jeres deltagelse i stævnet – vi håber at se jer igen til ASVs Høststævne september 2009
ASV i pokalfinalen
December 21, 2008
Mandag eftermiddag kl. 15:00 gik turen for ASV’s 2. division herrehold til Djævleøen, nærmere betegnet Roskilde, for kl. 20:00 at møde RVK (Roskilde volleyball klub) i DVBF pokalsemifinalen. Kampen kom gennem 5 sæt til at udvikle sig til en ren gyser med rigtig godt spil på begge sider af nettet.
1. Sæt) I første sæt kunne ASV’s spillere tydeligt mærke, at køreturen til Djævleøen havde taget ca. 3 timer. RVK lagde hårdt ud med velplacerede server og kom hurtigt foran med 10 – 4. Det er dog set mange gange før, at ASV starter langsomt, men alligevel vinder sættet. Men ikke her: Roskilde vandt sikkert sættet 25-20.
2. Sæt) I andet sæt begyndte ASV så småt at spille det spil de var vant til, modtagningerne blev stabiliseret og angrebet kom op at køre. Således får ASV sidst i sættet tilkæmpet sig føringen. Det holdt dog kun i kort tid og RVK vinder sættet 26-24…
3. Sæt) I tredje sæt kom ASV bedst fra start, modtagninger, forsvar og angreb lå alle et niveau højere end i de foregående sæt. Kampens spiller Morten Morthorst (tidligere spiller i RVK) er ikke til at stoppe i angrebet og der er ikke nogen bolde, der ikke kan nås. Gennem hele sættet holder ASV en spinkel 1-2 points føring, som dog pludselig forsvinder ved 20-20, det retter Marius dog op på med en springserv, der for alvor er blevet varmet op. Det er nok til at vinde sættet 25-23 og vise RVK, at ASV ikke kører 3 timer i bil for at tabe 3-0.
4. Sæt) Med den høje kampånd fra sætsejren i 3. sæt fik ASV virkelig blod på tanden, mens Roskilde begyndte at tabe moment. ASV er hele tiden et skridt foran og til sidst i sættet trak ASV for alvor fra og vinder 25-21.
5. Sæt) I femte sæt er Roskilde røstet over kampens udvikling, mens ASV fortsætter med om muligt endnu højere moral og kampvilje end i 4. sæt. ASV viser, at de besidder viljen til sejr og tromler Roskilde 15-7 og spiller sig dermed i pokalfinalen.
Kampens spiller blev Morten Morthorst aka “The local boy” tidligere spiller i RVK
Sikker sejr til Herrerne
December 18, 2008
ASV 2.div-Horsens VBC 3-0 (25-9, 25-20, 25-18)
Dagens kamp mod Horsens var flyttet til Team DK Hallen, pga. et større motionsløb. Hjemmeværnet havde opsat vejspærringer og mineret skoven, hvilket betød, at alle bilisterne kom for sent, hvilket blev noteret med et grådigt smil i Ciodos sorte bog.
The Wall, der nu har smidt krykkerne, blev skrevet på holdsedlen som statistiker, og fik til opgave at holde styr på servepresset. Spændingen i denne konkurrence forsvandt dog hurtigt, idet Stampe startede kampen med at serve en føring på 10-0 hjem. Herefter kørte ASV sikkert sættet hjem 25-9.
2.sæt satte ASV sig også på med en hurtig føring på 6-7 point. Midt i sættet var Horsens dog ved at få kontakt igen, da ASV’erne enten slog bolden direkte i blokaden eller angreb så dårligt, at Horsens fik lov til at få et modangreb, som de så vandt. Der var dog aldrig tvivl om udfaldet og hjemmeholdet (altså ASV) vandt sættet 25-20.
3.sæt ligner 2.sæt meget. Vi kommer hurtigt foran med en håndfuld point, bl.a. takket være en bunke gode server af SirHeinrich, der nærmede sig Stampes imponerende score. Der er ærligt talt ikke meget at skrive hjem om fra 3.sæt… Dårlig side-out på begge sider af nettet medfører, at sættet hurtigt er overstået med en sikker 25-18 sejr til ASV.
Bedste ASV’er var undertegnede, der smashede, blokerede og modtog helt fantastisk (i hvert fald som jeg husker det).
Det betyder, at vi overvintrer som Herbstmeister foran nogle andre århusianere, endda med en kamp i baglommen til foråret. Efterårssæsonen er dog ikke helt slut, da vi mandag skal til Roskilde for at spille pokalsemifinale. Referat fra denne kamp kan læses senere her på sitet.
Aflysninger i Lille Stadionhal
December 17, 2008
Atletion holder juleferie fra og med torsdag d. 18. december til og med søndag d. 4. januar. Al træning i Lille Stadionhal er derfor aflyst.
Derudover er al træning i Lille Stadionhal aflyst onsdag d. 28. og torsdag 29. januar grundet konference.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand – ASV Volleyball
Nye regler fra 1. jan. 2009
December 15, 2008
Dansk Volleyballforbund (DVBF) har udgivet et nyt regelbrev med regelændringer gældende fra 1. jan 2009. Bl.a. bliver det nu muligt at benytte to liberoer. I kan læse mere om regelændringerne her
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand ASV – Volleyball
1. division damer Ikast – ASV 0-3
December 14, 2008
Det var en mørk og stormfuld aften…
Velvidende, at vi nok ikke ville få den store modstand fra rækkens næstsidste hold drog et næsten fuldtalligt 1. damer mod vest til efterårets sidste kamp. Ikast tog imod i en uhyggeligt kold hal på Hyldgårdsskolen med musik i højttalerne og den faste forældrestab godt bænket på tilskuerrækken.
Kampen blev en kort affære med tre hurtigt vundne sæt: 25-16, 25-16 og 25-20. Første sæt startede dårligt med lidt modtagningsproblemer, men det blev rettet op i løbet af få bolde, og kørte så det meste af kampen. Rigtigt gode modtagninger og fremstil satte gang i vores kombinationer, som vi fik brugt med stor succes. Dejligt at høre Ikast’s træner råbe efter sine blokadespillere, at de stod forkert til at blokere… snydt og tørret af gode kombinationer.
Jens skiftede lidt mere end normalt, og alle 11 spillere var på banen. Ingen nævnt, ingen glemt! – alle gjorde det godt.
Set gennem de kritiske briller tillod vi Ikast at få alt for mange point kampen igennem. Den slappe start på 1. sæt og et par perioder i 2.-3. sæt, hvor enten modtagning/forsvar eller angreb smed koncentrationen og med den 3-4 bolde, var selvfølgelig ikke godt nok. Generelt kan vi dog godt være tilfredse: vi fik vores to point på godt en time, vi afgav ikke sæt og alle spillere fik kamptid – og så på en torsdag aften!
Ikast’s indsats i kampen var for at sige det pænt ikke noget at prale af: for søren, hvor lavede de mange fejl! Engagementet og gejsten fejlede ikke noget, en vundet bold blev hver gang kvitteret med et højt hyl efterfulgt af et begejstret lille hop med armene i vejret. Men med et lidt forudsigeligt spil, stort set intet centerspil og mange nemme fejl var de kun en lille mundfuld for de store stygge ASV-spillere. Holdet består af meget unge piger, hver især ganske gode til volley, men tilsammen langt under niveau. De skal nok blive bedre, de har tiden for sig og vil sikkert også præstere bedre i forårets kampe, men pt. har de ikke meget andet end et par gode backspikere at komme med. Det gør diskussionen om næste års turneringsstruktur ret nærværende. Med en meget større 1. division, hvorfra ingen rykker ned og 4 hold kommer op fra 2. division, bliver niveauet i landets næstbedste liga generelt om ikke superringe, så i hvert fald endnu lavere. Og hvor fedt er det lige at drøne – godt nok kun det halve – land og rige rundt for at møde hold, som ikke yder nogen reel modstand?
Med sejren i hus og tilbage i hallens dejligt varme omklædningsrum stod den på hjemmebagte julekager og Nettos den bedste chokokage (jeps, vi får nemlig også kage efter kampen!). Kampens spiller blev Anna, som er holdets pensionsmodne olde, og som derfor på ægte olde-manerer tillader sig at bruge kampreferatet til at kæfte op og begræde den dalende kvalitet i 1. division.
Kampen var efterårets sidste, tabellen viser 18 point for 11 kampe, slet ikke så dårligt, men med en ekstrem tæt top rækker det kun til en 4. plads. Holstebro, Åbyhøj og Gentofte ligger over, og spiller alle deres sidste kamp før jul i morgen, søndag.
Anna Busch Nielsen
2. DIV herrer – Ubberud IF [3-1]
December 14, 2008
Top mod Bund i 2. Division vest, herrer.
Lørdag d. 22. november besøgte Ubberud IF, der ligger sidst i divisionen, Den gamle stadionhal. Kampen svingede meget i niveau og endte med en hjemmesejr på 3-1 til ASV.
1. Sæt
Uden tvivl det dårligste sæt ASV 2. div. Herrer har spillet i denne sæson. Så lad os bare nævne at sættet endte 22-25 til Ubberud IF.
2. Sæt
Forbavsende nok startede ASV med de samme 6 spillere som sluttede 1. sæt. Gennem store dele af 2. sæt spillede de to hold lige op. Det var først efter to taktiske indskiftninger hos ASV i midten af sættet, at de begyndte at trække fra. Sættet blev afgjort efter flere gode angreb fra ASV, og de endte med at tage sættet med cifrene 25-19.
3. Sæt
Nu havde ASV fundet melodien og viste for alvor den klasseforskel, der reelt er på de to hold. Gennem et fornuftigt servepres, gode blokader og effektive angreb satte ASV sig totalt på sættet. Ubberud IF lykkedes derimod ikke med meget af deres spil, så sættet endte med de overbevisende cifre på 25-14 til ASV.
4. Sæt
Efter et forrygende 3. sæt begyndte ASV ubevidst at slappe lidt af igen, hvilket kunne ses på niveauet. Ubberud IF var til gengæld kommet lidt til sig selv i pausen mellem sættene, og deres spil begyndte igen at hænge sammen. ASV viste sig dog som det stærkeste hold, og vandt til slut sættet med 25-20 og dermed kampen.
Kampens spiller for ASV blev John Skriver.
Så generelt set en kamp hvor Ubberud IF kunne glæde sig over at have vundet sæsonens 5. sæt og ASV kunne føje 2 point mere til kontoen i toppen af divisionen.
Café-aften 30. januar 2009
December 9, 2008
Fredag 30.1 afholdes der café-aften i klublokalet på Nr. B.
Endnu en hyggelig aften med drikkevarer (mm?) til rimelige priser i urimeligt godt selskab.
Hvad er caféaftener
Caféaftener er arrangementer, hvor ASV medlemmer på tværs af forskellige hold og på trods af forskellige træningstider og steder kan mødes over en øl eller en drink – og skulle der i løbet af aftenen sprede sig festlig stemning – så er det helt fint
)
Caféaftener starter klokken 19.00 med ca. en times info fra bestyrelsen. Her vil medlemmerne have mulighed for høre om alt, der end måtte røre sig i og omkring klubben og der vil naturligvis være mulighed for at spørge indtil beslutninger truffet af bestyrelsen. Derefter tager de arrangerende hold over. De bestemmer hvordan den videre aften skal forløbe. Hvis der skal være et tema, så bestemmer de. Hvis der skal være forskellige konkurrencer, så bestemmer de. Hovedsagen er at alle medlemmer har det hyggeligt og sjovt.
Sæt kryds i kalenderen
Arrangørerne er denne gang M2 og Serie 1-II Damer


