Sæsonens første lokalopgør, 2 div. herrer.
9. October 2008
ASV-Lyseng 3-1 (25-22, 25-23, 14-25, 26-24)
Lørdag d. 4/10 spillede vi sæsonens første kamp i den gode gamle stadionhal. Der blev fyret op under den nye opvarmnings cd som Lajlev havde fået bakset sammen. Lajlev var også dagens libero da Ibsen var blevet skadet til tirsdagens træning. Lyseng var på besøg og det var med et stærkt hold, måske stærkere end vi havde forventet. Det blev en tæt kamp, bortset fra tredje sæt hvor vi var på hælene og blev banket ud af banen, som vi vandt 3-1.
1.sæt: Spillet bølger frem og tilbage, Lyseng får undervejs bragt sig foran med 17-19, men da sættet skal afgøres viser vi størst styrke. Stampe sætter et par gode server og vi kommer i front 24-21 inden vi afgør sættet med cifrene 25-22.
2.sæt: Vi kommer godt fra start og bringer os foran 14-7 og 21-16, så skulle man tro sættet var afgjort, men det er jo Lyseng vi spiller imod. De kæmper røven ud af bukserne og kommer op på 22. Vi får dog strammet op og på matchbolden melder Stampe et kryds som Morten slår ned.
3.sæt: Lyseng fortsætter takterne fra andet sæts afslutning og vi spiller forfærdeligt. Kim C og Brønnum kommer begge ind i løbet af sættet men kan desværre ikke sparke liv i os andre, hvilket resulterer i at vi taber sættet 14-25. Vi scorer faktisk kun tre point i egen serv i dette sæt.
4.sæt: Et tæt og intenst sæt. Vi er foran med et par pinde det meste af tiden hvilket resulterer i en 23-20 føring som dog bliver smidt væk. Vi tager en time-out ved 23-24 inden et par tunge springserver afgør sættet. Vi vinder 26-24 og kan juble over at have vundet kampen og ikke mindst håneretten.

Der blev i store perioder af kampen spillet en god gang seværdig volleyball, og der skal nok blive knald på igen til foråret når Lyseng er værter. Med sejren fik vi os bragt over stregen J.
Næste kamp er på udebane i min barndomsklub RyVK og det bliver da forhåbentlig skægt at komme tilbage til Ry hallen. Kampen er onsdag d. 22/10.
Håber vi ses.
VolleyHilsen 2.H og Marius.
Dommerkursus
9. October 2008
ASV og det øvrige volleyball Danmark mangler dommere. Derfor tilbydes du nu et dommerkursus – oven i købet i nærheden af din bopæl.
Hvis ikke du i forvejen har et dommerkort, så bør du overveje at tage et B-dommerkort. Hvis du allerede har et B-dommerkort så ser jeg gerne, at du tager et A-dommerkort.
For begge dommeruddannelser gælder at klubben betaler kursusudgifterne, efter forudgående aftale med mig.
B-dommerkurser:
27. oktober og 3. november 18.30-22.30 Silkeborg
4. og 12. november 18.30-22.30 i Århus.
Du kan læse mere om kurset her.
A-dommerkurser:
18. og 20. november 2008, kl. 18.30-22.00 teori, Vejlby-Rissskov Hallen, Århus
7. december praktisk prøve, Vejlby-Rissskov Hallen, Århus
Du kan læse mere om kurset her.
Der er tilmeldingsfrist senest 14 dage før kursusstart. Tilmelding skal ske til clb @ volleyball dk hvor du bedes oplyse navn og klub.
Jeg håber at du vil benytte dig af tilbuddet.
Med venlig hilsen
Jens Højriis Aarup
Formand
Tlf: +4551263762
Julefrokost og Lagkagestævne 29 November
9. October 2008
Så er datoen for ASVs legendariske julefrokost fastlagt. Som optakt til julefrokosten afholdes ASVs mindst lige så legendariske Lagkagestævne.
Lagkagestævnet er et internt ASV stævne hvor medlemmer blandes på forskellige hold, som konkurrerer indbyrdes. Dermed får du mulighed for at møde spillere fra andre hold i ASV og spille nogle sjove kampe.
Der kommer mere information om begge arrangementer her på hjemmesiden. Indtil videre skal du blot sætte kryds i kalenderen. Jeg håber vi ses.
Caféaften 31 Oktober
9. October 2008
I inbydes hermed til caféaften i ASV d. 31 oktober klokken 19.00.
Hvad er caféaftener
Caféaftener er arrangementer, hvor ASV medlemmer på tværs af forskellige hold og på trods af forskellige træningstider og steder kan mødes over en øl eller en vodka – og skulle der i løbet af aftenen sprede sig festagtig stemning – så er det helt fint :o)
Caféaftener starter klokken 19.00 med ca. en times info fra bestyrelsen. Her vil medlemmerne have mulighed for høre om alt, der end måtte røre sig i og omkring klubben og der vil naturligvis være mulighed for at spørge indtil beslutninger truffet af bestyrelsen. Derefter tager de arrangerende hold over. De bestemmer hvordan den videre aften skal forløbe. Hvis der skal være et tema, så bestemmer de. Hvis der skal være forskellige konkurrencer, så bestemmer de. Hovedsagen er at alle medlemmer har det hyggeligt og sjovt.
Arrangør af den kommende caféaften er Jyllandsserie Dame II og 2. Divisions Herrer
Imponerende indsats af frivillige i ASV
7. October 2008
I de første par måneder af sæsonen har frivillige kræfter i ASV leveret en imponerende indsats. Medlemmer fra ASV har indtil nu arbejdet ved Grøn Koncert, DHL Stafet, Århus Festuge og AUS’ Idrætsdag.
Hvis du har arbejdet frivilligt for ASV, så har du været med til at tjene hele 13.000 DKr til klubben. Dermed har du ikke alene bidraget til en kraftig forbedring af klubbens økonomi, du har tillige vist ASV som værende en aktiv og uadvendt forening, hvilket er endnu vigtigere.
Du skal derfor have tusind tak for din indsats.
Jens Højriis Aarup
Formand
Deltag i driftafdelingsmødet onsdag 8/10
3. October 2008
Det første møde i ASVs Driftafdeling afholdes onsdag d. 8/10 klokken 18.30 i klublokalet på Nr.B. Som medlem af ASV er du meget velkommen til at deltage i mødet, hvor driften af klubben vil blive diskuteret og driftsopgaver fordelt.
Jeg vil bede de valgte medlemmer af driftadfdelingen om at prioritere dette møde fremfor træning, såfremt mødet kolliderer hermed.
Hvad er driftafdelingen
ASVs driftafdeling er resultatet af sammenlægningen af de tidligere stående udvalg i ASV. Idéen er, at samle medlemmer med stor interesse for driften af ASV i én afdeling for derigennem at skabe større synergi medlemmerne imellem og sprede den viden, der eventuelt hænger på enkeltpersoner. Afdelingen er i høj grad selvorganiserende og tegnes af minimum 10 medlemmer valgt på den årlige generalforsamlingen. Andre ASV medlemmer er dog mere end velkommen til at deltage, så har du lyst til at påvirke klubbens miljø og sikre medlemmer en god oplevelse i klubben, så duk endelig op.
Dagorden for mødet
1. Valg af Formand for Driftafdelingen. På generalforsamlingen blev det foreslået, at driftafdelingen tegnes af en formand, der tillige deltager i ASVs bestyrelsesmøder.
2. Fordeling af opgaver i Driftafdelingen
- Kamparrangør herunder dommer, sekretær påsætning, boldlangere, halbookning,
- Materialer
- Klubhus aktiviteter og drift
- Webredaktør
- Træningstider og halbookninger
- Stævner herunder Nytårsstævne, Høststævner, Interne stævner
- Festarrangør
- andet.
3. Evt.
Jeg håber vi ses
AUS Skitur
3. October 2008
AUS tilbyder igen i år byens bedste og mest legendariske skitur.
Skitur 2009 – UGE 5, Les 2 Alpes kun 3345,-
Prisen inkluderer:
- 6 dages liftkort til et suverænt, højt og varieret område på 200 km pister + stort off pisteområde + liftkortet virker desuden til 1 dags løb i nabodestinationerne Alpe d’Huez og Serre Chevalier
- Ophold i gode lejligheder i centrum af Les 2 Alpes og tæt på pisterne
- Luksus hvilebus med TV / Video / DVD og minibar
- AUS’ legendariske busunderholdning med banko og quiz – som altid fede præmier!
- AUS byder på et par øl eller tre på busturen til Les 2 Alpes
- Guideservice
Området
Er meget varieret og passer til enhver smag og niveauer. Snesikkerheden er i top på de ca. 200 km. pister. Les 2 Alpes er bygget op med de letteste pister omkring byen, mens de mere rutinerede søger ud i området og fyrer den af med “helvedesløb” på pisten ‘Super Diable’. Er du rigtig hård, kan du i selskab med en bjergguide søge mod toppen og vandre et kvarters tid mod øst. Her indtræder du i Europas bedste off-pist-område “La Grave”. Samtidig giver dit liftkort dig mulighed for at tage en dag til nabodestinationerne Alpe d’Huez og Serre Chevalier. Les 2 Alpes byder på noget af Europas bedste skiløb, høj snesikkerhed og kan bryste sig af at have en af alpernes bedste solstatistiker.
Lejlighederne
Vi bor i de privatejede lejligheder “Les Residences” som er i kategorien 2-3 stjerner. Lejlighederne ligger 100-350 meter fra pisten og 0-350 meter fra centrum og har alle fuldt udstyret køkken til madlavning, badeværelse med toilet mv. Lejlighederne kan variere imellem studio lejligheder til 4 personer og 2-værelses til 6 personer, så vi kan garantere, at du kan komme til at bo sammen med dem du rejser med.
Byen
Les 2 Alpes er en middelstor by, der byder på masser af livlig leben med et varieret udbud af restauranter, barer og diskoteker, caféer, delikatesse- og skibutikker. Her er skiløb og god atmosfære sat i højsædet.
Transport – bus
Afgang (bus) fredag d. 23/1 sidst på formiddagen og hjemkomst søndag d. 1/2 hen på eftermiddagen. Der er desuden mulighed for at flytransport (tillæg på 1550,-), togrejse (tillæg på 800,-) samt “kør-selv” (rabat på 900,-)
Tilmelding
Tilmelding og betaling af depositum på 1000 kr. (samt evt. sygeafbestillingsforsikring på 200 kr.) foregår via hjemmesiden: www.nortlander.dk/aus. Tilmelding sker som altid efter først til mølle princippet, dog senest d. 15/11.
Ved 6-dages liftkort er rejsedagene eksklusiv skiløb. Udvidelse af liftkort kan ske ved tillæg 7 dage 200 kr. 8 dage 410 kr.
Spørgsmål
Kig forbi vores kontor og få en snak, skriv en mail til aus @ aus dk eller ring til en af arrangørerne: Kåre Graversen 61 79 20 07, Thomas Højen 22 59 45 41 eller Anders Rask 26 23 94 05
jp.dk: Århus Elite var millimeter fra at fÃ¥ volleyhold
2. October 2008
Offentliggjort 01.10.08
kl. 08:20
Ifølge den tidligere sportschef i ASV manglede kun underskriften, da en aftale mellem ASV og Århus Elite røg.
I august trak ASV Volleyball sit herrehold fra elitedivisionen. Den
økonomiske situation var så anstrengt, at klubben måtte æde sin
stolthed og se det stærke mandskab blive spredt for alle vinde. Ifølge
formand Jens Højriis Aarup var det den eneste ansvarlige udvej.
Inden det gik så galt, var ASV Volleyball dog i forhandlinger med Århus
Elite om en samarbejdsaftale, der kunnet have reddet holdet. Således
fortæller tidligere sportschef i ASV Volleyball Claus Tindbæk, at
volleyballklubben afholdt tre møder med Århus Elite-direktør Lars
Windfeld i slutningen af 2007, og at kun underskrifterne manglede.
Ambassadør på universitet
Planen var, at Århus Elite skulle støtte ASV Volleyball økonomisk over
en treårig periode, indtil klubben var kommet tilstrækkeligt på fode og
kunne klare sig selv.
Til gengæld skulle ASV, der er en selvstændig afdeling under Aarhus
Universitets Sport, være Århus Elites ambassadør på universitetet i
forhold til at tiltrække flere studerende til som tilskuere.
»Kuglepennen lå klar, og Lars Windfeld havde fået grønt lys fra Århus
Elites bestyrelse. Midt i oktober måned sagde han til mig, at vi lige
måtte finde en dag, hvor vi kunne få skrevet under på aftalen, men han
vendte aldrig tilbage,« siger Claus Tindbæk.
Årsagerne til den manglende tilbagemelding kan den tidligere sportschef
kun gisne om. Hans bedste bud er, at de mange indvendinger fra ASV’s
bestyrelse til sidst blev for meget for Århus Elite og Lars Windfeld.
Blandt andet ville bestyrelsen ikke acceptere navnet Århus Elite
Volleyball, ligesom den krævede den færdige kontrakt ændret, således at
formanden skrev under på vegne af ASV Volleyball og ikke sportschefen i
skikkelse af Claus Tindbæk. Små detaljer, der angiveligt blev en
belastning for forhandlingerne.
For stor kulturforskel
»Der var hele tiden en lille modstand fra bestyrelsen. Mange gange
aftalte jeg noget med Windfeld, hvorefter bestyrelsen ville ændre på
det. Vi kom tættere og tættere på en aftale, men alligevel var det som
om, den blev skubbet foran os hele tiden på grund af de mange krav om
småjusteringer,« siger Claus Tindbæk, der ligeledes mener, at ASV’s
bestyrelse ikke kunne forstå Århus Elites måde at agere på.
»Der er meget få i ASV, der kender til den verden, hvor organisationen
og penge betyder meget, og hvor det sociale kommer i anden række.
Kulturforskellen var simpelthen for stor,« siger han.
Under alle omstændigheder blev det aldrig til en aftale mellem de to parter, og det ærger Claus Tindbæk.
»Vi skulle have taget imod tilbuddet uden så meget besvær, for Windfeld
åbnede jo døren til sin paraplyorganisation og dermed 450 potentielle
sponsorer, som vi kunne få del i. Den eneste måde jeg kunne have fået
økonomien til at fungere var via Århus Elite,« siger han og tilføjer,
at det aldrig siden grundlæggelsen i 1960 er lykkedes klubben at
tiltrække en eneste sponsorkrone bortset fra tøjsponsorater.
ASV-formand Jens Højriis Aarup bekræfter, at der har været kontakt
mellem ASV Volleyball og Århus Elite, men hverken han eller Lars
Windfeld ønsker at kommentere sagen.
[Kilde: http://jp.dk/indland/aar/sport/article1473355.ece ]
2. Herrer mod ØSVN
1. October 2008
ASV’s 2.divisions herre startede i lørdag den 27-09 sæsonen med et 3-1 nederlag til ØSVN på hjemmebane.
1. sæt gik ubetinget til modstanderne fra ØSVN 25-22, da ASV’s herre fedtede de fleste bolde og arme og ben i nettet. Det var ikke fordi ØSVN smadrede boldene ned om hoved på ASV men hverken modtagningen, forsvaret eller blokaderne kunne hive sig selv op i kamp gear.
2. sæt blev også til et hak i selvtilliden for ASV’erne i det de på trods af et pænere spil med knap så mange fejl, konstant måtte kampe for at indhente ØSVN’s 3-4 points forspring, hvilket lykkedes for ASV’erne rigtig mange gange, men de valgte hver gang at give de næste 3-4 points til modstanderne, hvilket resulterede i 25-21 til ØSVN
3. sæt så ASV tilbage i kampen, hvor de med hiv og sving kæmpede sig til en sætsejr 26-24, her begyndte ASV at nærmere sig det gear der kunne forventes i en kampsituation, det var dog lige ved at glippe da ASV undervejs smed et 6 points forspring væk.
I 4. sæt kunne det genvundne selvtillid og momentum fra 3. sæt dog ikke holde og ASV og historien fra 2. sæt gentog sig, i det ASV konstant kæmpede sig op til ØSVN for så at smide 3 points den anden vej, hvilket gjorde at ASV gennem hele sættet var bagud med ca. 3 points.
Generelt en rigtig elendig præstation af ASV’s 2 divisions herre.
Sæt score:
ASV – ØSVN
1: 22 – 25
2: 21 – 25
3: 26 – 24
4: 22 – 25
Dette kampreferat er skrevet af kampens spiller, Morten Morthorst


